Maggie Reilly
Maggie Reilly
22. januar 2027
kr.440,00 – kr.2.445,00
Maggie Reilly – The Everytime We Touch Tour
Den skotske sangerinde Maggie Reilly, ofte omtalt som “The Celtic Voice from Scotland”, kommer til Danmark med sin “Everytime We Touch Tour”. Publikum kan se frem til en koncert fyldt med ikoniske hits som Moonlight Shadow, Everytime We Touch, To France, Family Man og mange flere.
Maggie Reilly har gennem sin karriere bevæget sig ubesværet gennem flere musikalske genrer. Fra de tidlige år i jazz/funk-bandet Cado Belle til samarbejder med avantgarde-komponisten Karl-Heinz Stockhausen. Internationalt blev hun især kendt gennem sit samarbejde med progrock-legenden Mike Oldfield, hvor hendes karakteristiske og krystalklare stemme prægede en række af hans største hits. Hun har desuden arbejdet sammen med musikikoner som Jack Bruce (Cream) og Dave Gilmour (Pink Floyd).
Efter de store hitplaceringer med Mike Oldfield indledte Maggie Reilly en succesfuld solokarriere. Hendes debutalbum Echoes fra 1991 indeholdt det globale hit Everytime We Touch, som hun selv var med til at skrive, samt de europæiske hits Wait og Tears in the Rain. Albummet sikrede hende både internationale hitlisteplaceringer og flere sangskriverpriser.
Siden fulgte en række anmelderroste albumudgivelser, herunder Follow the Midnight Sun, Elena, Starcrossed samt de skandinaviske hitlistefavoritter Waiting for a Rainy Day og Looking Back, Moving Forward.
I 2006 vendte Maggie Reilly tilbage til sine skotske rødder med albummet Rowan, hvor originale sange smelter sammen med traditionelle skotske og engelske folkesange.
Som liveartist har Maggie Reilly gennem årene optrådt verden over på både store scener og intime venues – fra Akropolis i Athen og Arena di Verona til koncertsale og klubscener i hele Europa.
I 2021 vendte hun tilbage til hitlisterne med albummet Past, Present Future og udgav samme år sit længe ønskede julealbum, hvor hun fortolker klassiske julesange som Silent Night, I Saw Three Ships og The Christmas Song i sit eget stemningsfulde, keltiske univers.
I 2026 tager Maggie Reilly igen på turné i Europa med “Everytime We Touch Tour”, hvor hun sammen med sit band fejrer sangene, der har været soundtrack til en hel generation – leveret med den karakteristiske, engleklare stemme, der har gjort hende til en af Skotlands mest elskede vokaler.
Middagen er kl. 17.30, koncerten starter kl. 20.00. Dørene åbnes kl. 19.30.


